KULTURFONDEN PLEJER SINE MUSIKALSKE TALENTER
(slå computerens højttalere til)

Pinselørdag d. 11. juni 2011 kl. 1930 er der SOMMER SHOW KONCERT i koncertsalen på Asgård Skole, Norsvej 2, Køge. Billetter á 150,- kr. kan købes i Køge Boglade, Brogade 15, Køge,  tlf. 5664 1001.

Køge Kultur Fond blev stiftet i 1998 med det formål at støtte unge, lokale, musiske talenter.  I alle årene har det været muligt for kulturfonden at uddele legater til unge talenter, som har kunnet spille et instrument, synge en vokal, male et billede, skære eller forme en figur, mv.   Igen i år vil kulturfonden uddele legater til unge talenter.  Det sker den 12. november 2011 på Hotel Hvide Hus i Køge.

Kulturfondens legater og skulderklap har været med til at løfte legatmodtagerne videre i deres uddannelse og karriere.  Flere af de musikalske talenter er blevet optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Køge Kulturfond vil gerne ”pleje” sine legatmodtagere.  En lille flok fra puljen af kulturfondens legatmodtagere er derfor igen hentet frem i lyset.
Deres foreløbige karriere, deres musikalske og sangmæssige kunnen præsenteres derfor i 1. afdeling af pinselørdag-koncerten på Asgårdskolen.

Legatmodtagerne, vi skal opleve, er
  - Søren Heller, guitar
  - Sune Nielsen, bas
  - Jimmi Koldenborg, trommer
  - Kasper Moliin, sax
  - Lasse Jensen, klaver - måske bedre kendt som "Boogie-Lasse" (se video nederst - husk at skrue godt op for højttalerne).

Koncertens 2. afdeling er tilegnet KØGE SHOWBAND (www.koegeshowband.dk)  – et lokalt band, som i de senere år har gennemgået et enormt musikalsk løft.
Det er næsten umuligt at sidde stille, når Køge Showband går på scenen og serverer sin musik krydret med underholdning og - med overraskelser som en uundværlig ingrediens. 20 dygtige og engagerede bandmedlemmer optræder med en glæde og begejstring for musikken, der smitter af på publikum. Sangsolister og instrumentalsolister er med til at præge det brede repertoire, der består at både kendte og ukendte - nye som gamle numre i genrer som pop, rock, gospel og swing.
Køge Showband giver et musikalsk show i særklasse .

Billetter sælges i Køge Boglade, Brogade 15, Køge – tlf. 5664 1001.

 

 

Ændret 08. juni 2011 08:16